fbpx

NEAT

Jeg møder i mit arbejde mange, der gerne vil tabe sig og som gerne vil bruge træning og kost som de primære redskaber. Træning og kost er rigtigt gode at se på, når man snakker om et vægttab, men der er også en anden stor spiller på området, som desværre rigtigt ofte bliver overset, selvom den kan gøre en rigtigt stor forskel i manges liv. Den store spiller er NEAT.

Hvad er NEAT

Neat er “Non Exercise Activity Thermogenesis”, kort sagt den energi, vi bruger på at lave fysiske ting, der ikke er træning. Det er for ekesempel at sidde, stå, gå, spille guitar, danse, slå græs, vippe med fødderne, osv. Langt de fleste bruger samlet set mere energi på disse ting i løbet af dagen, end de gør på træning. Og potentialet for at øge ens energiforbrug er ofte stort. Der er forskellige ting, der har indflydelse på ens NEAT.

Miljøets betydning for NEAT

Ens miljø har stor betydning for ens NEAT. Er der fortov og cykelstier, så man kan gå/cykle til arbejde, skole, supermarkedet, legepladsen, vennerne? Eller tager man offentlig transport/bil alle steder hen? Hvis man skifter fra den passive form for transport til den aktive form, vil man øge sit daglige energiforbrug, hvis ens øvrige aktivitet forbliver ens. For at kunne gøre dette er det nødvendigt, at ens lokalmiljø giver mulighed for det.

Arbejdspladsens betydning for NEAT

Arbejder du på et kontor og bruger meget af din tid ved en computer, er din NEAT sandsynligvis lavere, end hvis du arbejder på et lager. Men selv på et kontor, kan man gøre forskellige ting, der kan øge ens NEAT.

  • Man kan anskaffe sig et hæve-sænkebord, så man kan arbejde stående noget af tiden.
  • Man kan gå over til sin kollega i stedet for at sende en besked, hvis der er mulighed for dette.
  • Man kan stå op/gå rundt, mens man taler i telefon.
  • Man kan nøjes med at tage én kop kaffe med ind på kontoret frem for en termokande.

Der er selvfølgelig mange flere ting, man kan gøre for at øge sin NEAT, og det gælder om at finde nogle måder, der fungerer for en selv i ens hverdag.

Afsluttende kommentarer

Hvis du vil øge dit daglige energiforbrug (ud over din træning), er din NEAT oplagt at kigge på. Tager du trappen eller elevatoren? Parkerer du tæt ved døren? Du kan også gå et par stop længere, før du stiger på bussen eller stå af et par stop tidligere.

Der er mange ting, man kan gøre i sin hverdag for at øge NEAT, og disse ting kan tilsammen have indflydelse på, om man taber sig, holder vægten eller tager på. Vi lever i en verden, der på mange måder påvirker os til at sænke vores NEAT, hvilket er uheldigt i sundhedsøjemed, da fysisk aktivitet har betydning for vores sundhed og vores vægt. Hvis du er opmærksom på det i din hverdag, kan du selv gøre noget for at øge din NEAT, og måske kan du også påvirke dit miljø, så det indbyder til mere NEAT.

-Thomas, Personlig træner, Sund og Stærk, Aarhus.